Sjælebade

middelalder

 

I senmiddelalderen blev det betragtet som en velgørende gerning at betale for fattige folks besøg i byens badstue – velgørende i en sådan grad, at det lettede vejen gennem skærsilden for giverens sjæl.


Derfor kaldtes disse bade for sjælebade.


Disse sjælebade bliver ofte nævnt i testamenter skrevet af døende, gode borgere. F.eks. testamenter en mand ved navn Timme Swarte i 1397 ”…. et badstuebad til de fattige folk i Trelleborg og en tønde øl, som de drikker for min sjæls skyld.”


Ofte bliver der lagt vægt på, at de fattige også skal have et måltid mad i badstuen: flæsk, sild, brød, smør og øl.


Peblingene i byernes latinskoler kunne også håbe at blive trakteret med bad og mad på lignende vis, og håndværkere kunne få udbetalt ”badstuepenge” – det vi i dag ville kalde drikkepenge.


Efter reformationen uddøde traditionen med sjælebade. Man betragtede det pludselig som en katolsk uskik.

“For min sjæls skyld...”

Fakta